De rette overvejelser & løsninger til
Enfamiliehuset
Jeres bolig skal dække mange behov. Den skal både rumme en hektisk hverdag, store sammenkomster ved fx jul og fødselsdage, hyggelige aktiviteter med jeres børn, rammer for romantik i parforholdet og meget mere. Der er så mange ting at tage stilling til, og netop derfor er der god hjælp at hente her på siden. Her finder I gode råd og vigtige overvejelser, som I ikke bør være foruden.
Sådan opnår I
Den bedste planløsning
Den perfekte løsning for jer, er ikke en hyldevare. Det skal skræddersyes, for vi er alle forskellige, og det er så ærgerligt at gå på kompromis med sit hjem. Særligt fordi du og din familie bruger mange timer i hjemmet. Klik på et rum nedenfor, og bliv klogere på de væsentlige overvejelser der er forbundet med de enkelte rum.
Gør det rigtigt, første gang!
Det kan virke uoverskueligt at danne sig det nødvendige overblik, og mange oplever at det medvirker stress og ubehag når de står med det hele selv.
Vil man gerne have et gennemarbejdet resultat, så skal man gå meget struktureret til værks, og man skal bruge virkelig mange timer på at undersøge løsninger, faldgrubber osv. Ligesom med så meget andet, så opnår man typisk det bedste resultat, når man hyrer en professionel til jobbet. Maden er bare bedre på en god italiensk restaurant, og boligen bliver bare betydeligt bedre via Boligtegneren.
Vi er en familiedrevet virksomhed, så vi forstår jeres behov som familie. Vi lægger liv og sjæl i vores forløb, fordi vi inderligt brænder for at hjælpe familier med at opnå deres unikke boligdrøm. Spar derfor jer selv for unødig tidspild, stress, fejl og forglemmelser, og lad os hjælpe jer rigtigt fra start.
Sådan bør du indrette dit køkken
Det gennemtænkte køkken
Køkkenet er ofte placeret i husets centrum og er derfor hjemmets hjerte. Derfor skal det både være luftigt, rummeligt og praktisk. Se vores anbefalinger i det følgende.
Arbejdsstation & arbejdsflow
Først og fremmest skal I tænke køkkenet som en arbejdsstation. Derfor skal man indtænke den såkaldte “arbejdstrekant”, altså nem og hurtig adgang mellem køleskab, håndvask og komfur. De bør placeres relativt tæt, så I undgår for mange unødige skridt i køkkenet. Vi anbefaler typisk at der max er 1,5 – 2 m afstand mellem dem. Det vil lette jeres madlavning.
Størrelse & udformning
Er I typisk flere i køkkenet på samme tid, så er det særligt relevant at indtænke jeres behov for gulvplads og fribredde i køkkenet. Et køkken kan have mange former, bl.a. I-formet, U-formet, G-formet, vinkel, parallel eller med centreret køkkenø. Udformningen betyder meget for køkkenets udseende, men faktisk betyder det mest for rummeligheden. Har I fx køkkenø eller parallelkøkken, så anbefaler vi en afstand på min. 1,2 – 1,3 m mellem skabssektionerne.
Åben eller lukket
I ældre huse oplever man typisk køkkener som særskilte aflukkede rum. Længe har det været moderne at åbne køkkenet helt op, så det bliver sammenhængende med spisestue og evt. også med stuen. Flere søger dog nu tilbage mod en mellemting, hvor køkkenet ikke er aflukket, men lettere afskærmet for de øvrige rum. Det kan faktisk også bremse støj fra emhætte og reducere rumklang.
Skabsplads & bordplads
Højskabe har i den grad vundet en plads i danskernes hjerte. Her kan køl- og frys integreres, med flotte låger som resten af køkkenet, samt ovn, mikroovn og lignende kan løftes op i en bedre arbejdshøjde. Vi oplever typisk et behov for minimum 3 højskabe og gerne omkring 10 underskabe for at opnå god bordplads. Husk at tænk over om I har køkkenmaskiner eller andet fast inventar, som vil optage plads på bordpladen, og overvej også om I vil benytte pladsen i køkkensoklen.
Hårde hvidevarer
Når der indtænkes hårde hvidevarer i jeres køkken, så skal I særligt overveje deres placering. Der er fx stor forskel på om I vælger en væghængt emhætte eller en variant som er nedsænket i bordpladen. Det påvirker både prisen og den praktiske benyttelse. Husk at der skal være plads til ventilation omkring indbyggede hårde hvidevarer, som fx. køleskab og frys, og husk også at opvaskemaskinen skal placeres et sted hvor den ikke er til stor gene når den står åben.
Ekstra luksus
Køkkenet er i den grad blevet et klassisk rum, hvor familierne tilvælger luksus. Det opleves både i form af flotte kaffestationer, skjulte viktualierum, højskabe med udtræksfunktion, vandhane med kogende vand, vinkøleskabe og meget mere. Overvej om luksus tilvalg er vigtige for jer, og hvilke der vil højne jeres livskvalitet i dagligdagen. Vi anbefaler oftest at man ikke går på kompromis med overfladekvalitet på låger og skuffer, da det forlænger levetiden på jeres køkken, så det forbliver pænt og lækkert.
Køkkenrabat
Vidste du at vi hos Boligtegneren kan skaffe dig rabat på dit nye køkken? Vi tilbyder alle vores kunder de fordelagtige rabataftaler vi har indgået med diverse leverandører – udelukket for at sikre jer gode besparelser.
Sådan bør du indrette din stue
Den hyggelige stue
Stuen er oftest samlingspunkt for hygge med hele familien. Den indeholder typisk store massive møbler, så den ønskede indretning skal indtænkes allerede ved de første streger. Se vores anbefalinger i det følgende.
Formgiv efter funktion
Start med at afklar jeres behov. Hvad benytter I stuen til? Er det primært en TV-stue? Benytter I det som et opholdsrum i dagtimerne eller kun om aftenen? Er det et samtalerum når I inviterer gæster? Skal rummet være et multirum, så det fx også kan benyttes til forskellige aktiviteter for børn og voksne? Alle disse spørgsmål bør I stille jer selv, før I tænker på placering, størrelse og indretning.
Placering i huset
Når stuen skal placeres på plantegningen, så er det ret afgørende at I tænker over orientering ift. verdenshjørnerne. En nordvendt stue vil oftest være køligere og mørkere, hvorimod en syd-/vestvendt stue vil være lysere og betydeligt varmere. Tænk også over om I skal have adgang til terrasse og have fra stuen, samt om stuen skal placeres længst væk fra værelserne, for at undgå lydgener.
Rumstørrelse & udformning
De fleste foretrækker en stue af en vis størrelse, så derfor vil man typisk afsætte mellem 20-30 m² til stue, lidt afhængigt af om stuen er sammenhængende med et alrum eller ej. Udformning er dog ligeså vigtigt som størrelsen. Fx bliver en smal stue svær at indrette, og bliver stuen for bred risikerer med spildplads og for store afstande mellem møblerne. Loftshøjden er i øvrigt meget relevant ift. rummelighed. Der skal minimum være 2,3 m til loftet, men vi anbefaler at man vælger min. 2,5 m, da det gør en verden til forskel.
Møblering
Når vi projekterer boliger indtegner vi altid både det faste inventar (køkkenskabe, garderobeskabe og lignende), samt det løse inventar (borde, stole, senge m.m.). Typisk efterspørger vi konkrete mål fra kunden, ift. de specifikke møbler de vil medbringe. En ekstra stor sofa, reol eller andet kan nemlig kræve en særlig løsning ift. rumdisponeringen, så husk at indtænke jeres behov ift. møbler i jeres stue.
Dagslys & udsyn
Lys betyder enormt meget for en bolig, og det gør det særligt også for stuen. Den er nemlig tilbøjelig til at blive et lidt dybere rum end mange af de andre rum i boligen, og derfor kan det kræve særlig fokus for at sikre nok lysindfald. Overvej store vinduespartier, men placer dem så de ikke skaber gener ift. blænding fra sollys. Vi udfører fx gerne solstudier, som en analyse der viser hvordan sollyset vil falde i jeres rum, på specifikke tidspunkter og årstider.
Akustik & finish
Mange boliger har udfordringer med akustik i de store rum, hvor familien oftest er samlet. Har I fx flisegulv og betonvægge, så vil lyden typisk blive kastet rundt i lokalet, og det bliver man hurtigt udmattet af. Indtænk derfor blødere materialer i de store fællesrum. Akustiklofter af gips er at foretrække, og gipsvægge vil også gøre en stor forskel på akustikken. Derudover vil tæpper, malerier og gardiner også medvirke til at bremse lyden, så I kan skabe et bedre rum hvor leg og samtaler er en fornøjelse.
Belysning og strøm
Stuen er det mest benyttede rum i aftentimerne, og derfor skal I huske at indtænke den rette belysning. Oftest foretrækkes dæmpede lyskilder, hvilket dog kan kræve lidt flere lyskilder end man lige forestiller sig. Pas derfor på med at spare på loftudtag, og placer dem gerne i stuens hjørner, hvor man typisk placere lamper, fx ved hjørnesofaen eller lænestolen. Indtænk også rigeligt med stikkontakter og sørg for at de fordeles på alle vægge, så ikke I begrænser jeres indretningsmuligheder. Ønsker I et væghængt TV, så kan man installere en mediaboks i selve væggen, så installationen bliver skjult bagved TV’et. På den måde undgår I kedelige synlige kabler.
Sådan bør du indrette din spisestue
Samlingspunkt i spisestuen
Spisestuen er samlingspunktet for hele den travle familie. Det er her I får tid til hinanden, uden skærme, deadlines og alt det andet støj, og derfor er det et vigtigt rum for hele familien. Se vores anbefalinger i det følgende.
Forbindelser
Din spisestue bør være tæt forbundet med køkkenet, for at sikre en mere praktisk hverdag. Mellem køkkenet og spisestuen bør være fri passage, så man ikke føler man skal manøvre sig udenom møbler eller smalle passager. Dog bør du overveje om I har behov for at køkkenet og spisestuen er forbundet som et stort og åbent køkken-alrum, eller om I ønsker at spisestuen er lidt afskærmet ift. køkkenet.
Jeres spisebord
Størrelsen på jeres spisebord skal matche jeres daglige behov i familien, plus en lille buffer. I skal jo gerne kunne invitere et par gæster til middag, uden at blive udfordret, og derfor er 8 pladser ofte en passende løsning. I samler måske også hele familien et par gange om året, fx til jul, og så kræver det naturligvis noget ekstra. Det er dog de færreste som vil indrette sin bolig efter de 10-20 pladser det kræver få gange om året, så derfor anbefaler vi at man i stedet indtænker muligheder for at supplere med ekstra bordplader ind i en sammenhængende stue fx. Regn med ca. 60 cm bordbredde pr. person.
Rummets proportioner
En spisestue må ikke blive for smal, da det vil medvirke at rummet føles som et gennemgangsrum fremfor et opholdsrum. Man skal særligt indtænke luft omkring spisebordet, også når stolene er trukket ud. Derfor er det oftest en god løsning at udforme rummet som et kvadrat eller lettere rektangulært rum, da det vil medvirke optimale møbleringsforhold.
Dagslys
Eftersom spisestuen ofte placeres i centrum af huset, kan det let komme til at mangle dagslys, og det er ret essentielt med masser af naturligt lys omkring spisebordet, hvilket man særligt vil få gavn af når morgenmåltider og frokoster skal nydes. Ovenlys kan derfor være en rigtig god løsning. Husk dog at placer dem med en fornuftig afstand, som er passende ift. størrelsen på jeres ovenlys. Husk også at giv plads til et loftudtag, centreret over spisebordet, så I har mulighed for at ophænge en pendel eller anden form for belysning.
Akustik & finish
Mange boliger har udfordringer med akustik i de store rum, hvor familien oftest er samlet. Har I fx flisegulv og betonvægge, så vil lyden typisk blive kastet rundt i lokalet, og det bliver man hurtigt udmattet af. Indtænk derfor blødere materialer i de store fællesrum. Akustiklofter af gips er at foretrække, og gipsvægge vil også gøre en stor forskel på akustikken. Derudover vil tæpper, malerier og gardiner også medvirke til at bremse lyden, så I kan skabe de bedste rammer for de dybe samtaler ved middagsbordet.
Forbindelse til terrassen
Der er nu ikke noget så skønt, som at nyde en god middag på terrassen, imens solen står højt på himlen og fuglende kvidrer. I sommerhalvåret vil de fleste familie søge udelivet, og derfor er det praktisk at spisestuen placeres nær terrassedøren. Både for at skabe udkig hele året, men også for at man kan åbne terrassedøren, og mærke den friske sommerbrise når man sidder ved spisebordet. Det letter også arbejdet med at transportere mad og service mellem køkkenet og terrassen, da spisebordet kan fungere som en mellemstation ved ind- og udtagning.
Sådan bør du indrette dit bryggers
Det praktiske bryggers
Et bryggers er guld værd, særligt hvis det er gennemtænkt og godt indrettet. Enhver børnefamilie vil få stor glæde af et veletableret bryggers, som vil aflaste dem i den travle hverdag. Se vores anbefalinger i det følgende.
Indgang og udgang
I mange boliger fungerer bryggerset som familiens primære indgang. Overvej derfor om det også bør være aktuelt i jeres bolig. Hvis det er tilfældet, så bør der sikres god plads til at komme ind og ud uden at skabe trængsel. Overvej hvor døre placeres og hvilken vej de åbner op, så I sikrer tilstrækkelig plads til fx sko, overtøj, tasker m.m., uden at blokere gennemgangen. En direkte forbindelse til jeres indkørsel, carport eller have kan også gøre hverdagen mere praktisk. Skal I bygge nyt hus bør I derfor placere jeres bryggers hensigtsmæssigt ift. jeres konkrete ønsker til adgang samt transportering af vasketøj m.m.
Vaskestation
Vaskemaskine og tørretumbler er en naturlig del af bryggerset i mange hjem. Overvej om maskinerne skal stå ved siden af hinanden eller oven på hinanden for at spare plads. Husk at de bør monteres på gummifødder, for at reducere rystelser som medvirker unødig støj m.m.
En vask i bryggerset er også rimelig standard og noget vi klart vil anbefale. Her anbefaler vi særligt at man vælger en stor rummelig vask (evt. en udslagsvask) med en høj vandhane, eventuelt med udtræksfunktion. Et synligt afløb i bryggers kan også være en fordel, så man har let ved at komme af med vand på gulvfladen.
Mange tænker ikke over det, men det kan være særligt rart at indtænke plads til både vasketøjskurve og vasketøjsstaver i bryggerset. Det kræver et større bryggers, men til gengæld bliver I fri for at vasketøjet skal optage plads i jeres opholdsrum.
Overtøj
Medmindre man har en stor og rummelig entré, med massevis af skabe, så er bryggerset typisk stedet hvor familiens overtøj og sko samles. Her er det vigtigt med en løsning, der passer til familiens størrelse og behov. I mange hjem giver det mening at indarbejde 1-2 højskabe i bryggerset, så man fx kan gemme vinterjakkerne væk om sommeren – og omvendt.
Opbevaring
Bryggerset bruges ofte til opbevaring af praktiske ting. Hvis ikke man har et isoleret skur eller tilsvarende, så bliver bryggerset ofte anvendt til at opbevare værktøj, maling, rengøringsmidler, koste, støvsuger og andre husholdningsartikler. Derfor er det en god idé at planlægge skabe, hylder og knager til dette formål. Lukket opbevaring kan være en fordel, så rummet fremstår ryddeligt, og farlige eller kemiske produkter opbevares højt og utilgængeligt for børn. Alt dette fylder mere end man lige går og tror, og alt for ofte hører man at familier mangler plads i deres bryggers. Pas derfor på I ikke er for sparsomme med kvadratmeterne i netop dette rum.
Bordplads
En rummelig og solid bordplade i bryggerset er meget værdifuldt i dagligdagen. Den kan bruges til at folde sengetøj, sortere vasketøj, pakke tasker eller som aflæsningszone ved indkøb. Mange oplever, at lidt ekstra bordplads i bryggerset hurtigt bliver en vigtig arbejdsflade i hverdagen.
Plads til teknik
I mange boliger er bryggerset også stedet, hvor husets teknik placeres. Det kan være varmepumpe, varmtvandsbeholder, ventilationsanlæg, fjernvarmeunit, solcellebatteri, eltavle eller gulvvarmestyring. Ofte kræver det gerne mellem 2-3 m vægplads, så sørg for at planlægge plads til installationerne fra starten, så de ikke ender med at fylde uhensigtsmæssigt eller blokere for opbevaring og arbejdsplads. Samtidig skal der være adgang til service og vedligeholdelse.
Det er de færreste som synes at installationer er kønne at kigge på. Overvej derfor om ikke I bør indtænke løsninger til at skjule installationerne, så I kan fastholde et pænt og praktisk bryggers.
Adgang til loftrum
Hvis huset har loftsrum til opbevaring, placeres loftlemmen ofte i bryggerset. Det er en praktisk placering, fordi rummet typisk bruges til opbevaring i forvejen. Sørg for at der er fri plads under loftlemmen, så en loftstige kan foldes ud uden at støde på skabe eller bordplader.
Sådan bør du indrette dit badeværelse
Bedre badeværelse
De fleste starter- og slutter dagen på badeværelset, og derfor skal det både indbyde til ro, energi og måske lidt wellness. Se vores anbefalinger i det følgende.
Rummelighed
Badeværelser er mindre rum som skal rumme flere funktioner. Mange begår den fejl, at lave deres badeværelse for småt, hvilket medvirker for lidt plads omkring toilet og håndvask. Placering at toilet, håndvask, bruser og eventuelt badekar skal nøje gennemtænkes, så I opnår den rette rummelighed.
Bruseniche eller badekar
Noget af det første man bør tage stilling til er, om badeværelset skal have bruseniche, badekar eller begge dele. I mange boliger er en rummelig bruseniche den mest praktiske løsning, fordi den fylder mindre og er lettere at rengøre. Et badekar kan dog være en stor fordel for børnefamilier eller hvis man ønsker mulighed for afslapning. Dobbeltbruser er også blevet meget populært, og nogle ønsker integreret siddeplads, shampoohylde m.m. Tænk over jeres specifikke behov som familie, så I undgår at investere i en løsning som måske ikke vil blive anvendt i dagligdagen.
Opbevaring
Opbevaring er ofte en mangelvare på badeværelser. Mange har kun skabsplads under vasken, som er begrænset af vaskens størrelse samt afløbsrør i skabet. Derfor kan højskabe eller indbyggede hylder give plads til håndklæder, toiletartikler, rengøringsmidler m.m. Når opbevaringen er gennemtænkt, bliver det langt lettere at holde badeværelset pænt og ryddeligt.
Vask og bordplads
Bordplads omkring håndvasken gør en stor forskel i daglig brug. Hvis I er flere som bruger badeværelset samtidigt, kan der hurtigt blive rift om bordpladsen når der skal børstes tænder, sættes hår, lægges makeup osv.
Overvej om det giver mening for jer med dobbelt håndvask. Har I kun ét badeværelse og er I minimum 4 personer i husstanden, så kan det ofte give mening.
Lys og spejl
God belysning er vigtig på badeværelset, især ved spejlet. Det gør daglige rutiner som barbering, makeup og personlig pleje langt lettere. I kan med fordel vælge et spejl i samme længde som bordpladen, for at sikre at alle kan få plads ved spejlet samtidigt.
En kombination af loftlys og belysning ved spejlet giver typisk det bedste resultat. I kan overveje at få monteret et spejl med integreret belysning i overfladen.
Egnede materialer
Badeværelser udsættes for meget fugt og ofte kalkholdigt vand. Derfor bør materialer vælges med fokus på holdbarhed og rengøringsvenlighed. Klinker, vådrumsgodkendte vægge og robuste overflader gør rummet lettere at vedligeholde og sikrer en lang levetid.
Det kan være en fordel at installere et blødgøringsanlæg i huset, da det vil medvirke betydeligt mindre kalk, hvilket vil spille en afgørende rolle ift. rengøring af jeres brusekabine. Ønsker man ikke at investere i et blødgøringsanlæg, så kan man med fordel vælge lyse fliser til badeværelset, så kalken ikke bliver ligeså synlig.
Har man et lille badeværelse, eventuelt med forringet udluftning, så bør man sikre sig at badeværelsesdøren er forseglet i top og bund, så ikke der trænger fugt ind i døren.
Sådan bør du indrette din entré
Den rummelige entré
Husets entré er ofte undervurderet. Det er her førstehåndsindtrykket opstår, og det er samtidigt et rum som skal sende jer godt ud af døren eller modtage jer med et kram. Se vores anbefalinger i det følgende.
Rummelighed
Entréen bør have tilstrækkelig plads til, at flere personer kan komme ind samtidig uden at stå oven i hinanden. De fleste børnefamilier kender udfordringen, når 3-4 personer skal ud af døren samtidigt, med tasker, ekstra overtøj osv. Man bør også huske på, at det kræver en hvis bredde i entréen når man skal tage overtøj på, og derfor må rummet ikke være for smalt. En smal entré føles trang og upraktisk, og det skaber en stresset start på dagen.
Sko og overtøj
Vi anbefaler at der indtænkes løsninger til at minmere synlige sko og overtøj i entréen. Små rum kan let virke for rodet, hvis ikke man fx indtænker garderobeskabe. Knagerækker og skohylder hører sig naturligvis til, men de bør primært være til det tøj I benytter mest. En kombination af åbne og lukkede løsninger kan derfor skabe en skøn entré i jeres bolig.
Siddeplads
En bænk eller lignende siddeplads kan gøre entréen mere funktionel. Det giver mulighed for at tage sko af og på, på en mere komfortabel måde, hvilket er praktisk for både børn, ældre og alt herimellem. Har man pladsmangel kan siddepladsen integreres med skoopbevaring herunder, en bøjlestang bag ved siddepladsen og en hattehylde i toppen. På den måde kan man indtænke mange funktioner på et lille areal.
Organisering
Entréen kan med fordel rumme ekstra opbevaring til ting som tasker, cykelhjelme, handsker, halstørklæder, paraplyer og lignende. Skabe, skuffer og hylder kan hjælpe med at holde rummet ryddeligt og organiseret, og gør man noget særligt for at skabe små rum til de enkelte ting, så er der større chance for at entréen kan holdes ryddelig i jeres travle hverdag.
Lysindfald og belysning
God belysning er vigtig i entréen, da rummet ofte ligger uden direkte dagslys. LED-spots er ofte en god belysningskilde, men for at reducere jeres elforbrug kan I med fordel også indtænke glas i- eller omkring jeres hoveddør. Er man ikke vild med idéen om, at andre kan kigge ind ved hoveddøren, så kan man overveje at benytte vinduesfolie. Entréen kan også lysnes med spejle og lyse materialer, hvilket også vil få rummet til at virke større og mere åbent.
Renlighed
Entréen skal kunne håndtere snavs, vand og grus fra sko. Derfor bør gulve og overflader vælges med fokus på slidstyrke og nem rengøring. Materialer som klinker eller andre robuste gulvtyper er ofte en praktisk løsning i dette rum, hvorimod man bør holde sig væk fra blødere materialer som fx ubehandlede trægulve af fyr, gran og birk. En gulvmåtte er en god og praktisk løsning, uanset om man fx vælger en gummimåtte til udlægning ovenpå gulvet, eller en planforsænket kokosmåtte.
Sådan bør du indrette dit soveværelse
Master bedroom
Et soveværelse skal være afdæmpet, behageligt og personligt, samt indbyde til afslapning, intimitet og naturligvis sikre en god nats søvn. Se vores anbefalinger i det følgende.
Sengen i centrum
Sengen er naturligt rummets centrum, og der bør være god plads omkring den. Det gør det lettere at rede sengen, komme ind og ud fra begge sider og skabe en mere rummelig fornemmelse i soveværelset. For lidt plads omkring sengen kan hurtigt gøre rummet upraktisk. Soveværelset skal ofte også rumme både garderobe, opbevaring og plads til gennemgang til et evt. tilknyttet toilet. Derfor er det vigtigt at man gennemtænker placering af vinduer, skillevægge m.m., for at kunne skabe dette rette flow i rummet.
Garderobe og tøjopbevaring
Mange vælger at placere garderoben i soveværelset, for det er ofte her man klæder sig af- og på. Her er det vigtigt at sikre tilstrækkelig skabsplads, så tøjet kan opbevares overskueligt. Tænk over jeres pladsbehov og fordeling mellem bøjlestang, hylder og skuffer. Skabe fra gulv til loft kan være en effektiv måde at udnytte pladsen på, og skydedøre kan være en fordel i mindre rum. Indtænk evt. spejle på skabsfronter, men husk at det samtidigt også kræver mere rengøring.
Rolig indretning
Soveværelset fungerer bedst, når indretningen er enkel og rolig. For mange møbler eller visuelle elementer kan skabe uro i rummet. En mere afdæmpet indretning med rolige farver og få møbler kan bidrage til en mere behagelig atmosfære. Tænk desuden over om soveværelset skal benyttes til amning, så kan det give god værdi med et rummeligt og hyggeligt ammehjørne, som eventuelt senere kan omdannes til siddeplads ved et makeup bord eller lignende.
Lys og mørklægning
God mulighed for mørklægning er vigtig for en god nattesøvn. Gardiner, rullegardiner eller andre løsninger kan sikre, at rummet kan mørklægges effektivt, selvom det måske har store vinduer som tillader masser af lys i dagtimerne. Ovenlys i soveværelset er noget vi fraråder visse kunder, hvorimod andre elsker lyden af regn. Udover naturlig belysning bør der især være indtænkt stikkontakter og loftudtag som sikrer behagelig belysning til læsning eller andre aktiviteter i rummet.
Ventilation og indeklima
Et godt indeklima har stor betydning for søvnkvaliteten. Mulighed for udluftning eller mekanisk ventilation bør være en vigtig del af planlægningen. Samtidig bør man undgå for meget varme i soveværelset, da et overophedet rum medvirker forringet nattesøvn. Af samme årsag bør soveværelset være orienteret mod nord eller øst, for at undgå direkte sollys i dagtimerne.
Privatliv
Soveværelset fungerer ofte bedst, når det ligger lidt tilbagetrukket i boligen. Placering væk fra opholdsrum eller børneværelser kan skabe mere ro og privatliv, hvilket kan gøre rummet mere afslappende at opholde sig i. Familier med småbørn kan foretrække mindre afstand mellem børneværelser og soveværelset, men når børnene senere bliver teenagere kan det være rart med lidt afstand. Indtænke derfor hvordan rummene kan ændres over tid, så de fx kan danne kontor eller gæsteværelse, så børneværelserne fx kan etableres i modsat ende af huset.
Sådan bør du indrette din garderobe
Walk-In-closet
Et velfungerende walk-in-closet handler i høj grad om god planlægning. Pladsen bør udnyttes effektivt, så både hængende tøj, foldet tøj, sko og småting får deres naturlige plads. Se vores anbefalinger i det følgende.
Adgang
I mange boliger placeres walk-in-closet i direkte forbindelse med soveværelset. Det gør det nemt at klæde sig på og skifte tøj uden at skulle gennem andre rum i huset. Man ser særligt 2 løsninger. Den ene hvor walk-in-closet er opbygget i hver side af en fordelingsgang mod et tilknyttet badeværelse. Den anden løsning er walk-in-closet indrettet i et særskilt rum, eventuelt med en skjult dør eller skydedørslåger med spejl på begge sider.
Plads og bevægelighed
For mange familier er et walk-in-closet ikke et must, men mere nice-to-have. Har man råd og plads, er det dog i den grad en kvalitet vi vil anbefale jer at tilvælge. Selvom et walk-in-closet primært bruges til opbevaring, er det vigtigt at der er plads til at bevæge sig komfortabelt rundt, særligt hvis I er 2 personer som skal benytte det. For smalle gange mellem skabene fjerner fornemmelse af et walk-in-closet, så har man ikke mulighed for at skabe et luftigt walk-in, så kan man ligeså godt blot opbygge en skabsvæg i sit soveværelse.
Opdelt opbevaring
En funktionel garderobe består typisk af flere typer opbevaring. Bøjlestænger til skjorter, kjoler og jakker, hylder til trøjer og bukser samt skuffer til mindre ting som undertøj, strømper og accessories. Når opbevaringen er opdelt efter funktion, bliver garderoben langt mere overskuelig. Der er flere møbelkæder som leverer færdige løsninger til dette, men man kan også vælge at få det skræddersyet til egne behov.
Belysning
God belysning er vigtig i et walk-in-closet, da rummet ofte ligger uden direkte dagslys. I visse projekter er det muligt at indarbejde et gulv- til loft vindue med materet glas eller et ovenlysvindue, men de fleste projekter har ikke disse muligheder eller behov. Uanset hvad bør loftbelysning kombineret med lys i skabe eller hylder være en prioritet, da det vil gøre det lettere at se farver og finde det rigtige tøj.
Spejle m.m.
Et spejl i eller nær walk-in-closet kan være en praktisk løsning, når man vælger tøj. Hvis pladsen tillader det, kan en lille siddeplads i form af en puf eller lignende også være nyttig til at tage sko på eller lægge tøj frem.
Sådan bør du indrette dine børneværelser
Det eventyrlige børneværelse
Børneværelset er meget mere end blot en soveplads. Det er et rum til leg, fantasi, læring og udvikling. Her bygger børn huler, leger rollelege, tegner, læser og skaber deres egne små universer. Derfor bør indretningen tage udgangspunkt i barnets behov for både bevægelse, kreativitet og trygge rammer. Se vores anbefalinger i det følgende.
Plads til leg
Gulvplads i børneværelser er vigtigere end mange tror. Børn leger ofte på gulvet med legetøj, biler, dukker, LEGO-klodser m.m., og derfor bør rummet ikke fyldes med for mange møbler. Et åbent gulvareal giver plads til leg og bevægelse. Af samme årsag anbefaler vi også at nye børneværelser min. udgør 9 m², og gerne derover. Når børnene bliver teenagere vil deres pladsbehov tilsvarende stige, og så er det godt at man har forberedt sig, så man kan undgå ombygning.
De små kroge
Børn elsker at skabe deres eget rum, fx i form at en legehule, en afskærmet alkove, en lille læsekrog eller et legetelt. Med forskudte vægge kan man skabe små kroge i børneværelset, hvor fantasien får lov at udfolde sig. Det kan let blive barnets yndlingssted i rummet, og en hyggekrog for et mindre barn kan senere blive en computerplads når barnet bliver større.
Opbevaring
Legetøj, bøger og bamser fylder meget. Rigtig meget. Derfor kan I med fordel indtænke praktiske opbevaringsløsninger for at udnytte møbelpladsen bedst muligt. I kan fx indtænke en lidt højere seng, med plads til opbevaring under sengen, eller en endnu højere seng med plads til skrivebord og hule herunder. Overvej om indbyggede skabe er det rette for jer. Det kan være en pæn løsning, men samtidigt reducerer det også fleksibiliteten i værelsets indretning.
Kreativitet
Mange børn elsker at tegne, male eller bygge ting. Derfor er aktivitetsrum også blevet enormt populære i de danske hjem. Men har man ikke plads til et særskilt aktivitetsrum, så kan man på børneværelset indtænke plads til et lille bord eller krea-hjørne, som giver mulighed for kreativ udfoldelse. Her kan barnet hygge sig med puslespil, perler, maling, klippe-klister eller lignende kreative aktiviteter.
Fleksibel indretning
Børns behov ændrer sig hurtigt. Det kan derfor være en fordel at vælge møbler og løsninger, der kan tilpasses over tid. Et rum der fungerer til leg i de tidlige år kan senere udvikle sig til et værelse med plads til skolearbejde, gaming, overnattende kammerater og fritidsinteresser.
Tryghed og privatliv
Børneværelset bør også være et trygt sted at falde til ro. Bløde tekstiler, hyggelig belysning og rolige områder kan skabe en god balance mellem leg og afslapning. Når rummet føles trygt og rart, bliver det et sted hvor barnet har lyst til at opholde sig. Det kan være trygt og rart for alle, at barnets soveværelse er tæt på Master bedroom, når barnet er spæd. Når barnet bliver skoleklar, nærmer der sig så småt et behov for privatliv, og når barnet er teenager vil de foretrække at have deres egen afdeling i den anden ende af huset. Denne form for tryghed og privatliv bør I indtænke i planløsningen, så den også er fremtidssikker.
Sådan bør du indrette din garderobe
Aktivitetsrum for alle aldre
Et aktivitetsrum kan være et af de mest værdifulde rum for den tætte familie. Her er der plads til leg, bevægelse, kreativitet og fælles aktiviteter, uden at det fylder i husets opholdsrum. Se vores anbefalinger i det følgende.
Indret til hele familien
Selvom aktivitetsrum ofte forbindes med børn, kan det med fordel indrettes, så hele familien kan bruge det. Brætspil, kreative projekter eller fælles aktiviteter kan gøre rummet til et sted, hvor familien samles og skaber gode oplevelser sammen. Indtænk om I, børn som voksne, har særlige hobbyer I gerne vil dyrke. Vil men fx gerne øve guitar om aftenen, når børnene er lagt i seng, så kan det være en fordel med ekstra lydisolering i væggene.
Plads til bevægelse
Et aktivitetsrum bør først og fremmest have god gulvplads. Både børn og voksne har brug for god plads til spil. dans, eller leg m.m. Drømmer man fx om bordfodbold, billard, Virtual Reality (VR) eller lignende, så er det nødvendigt med en god portion gulvplads.
Spil og leg
Et aktivitetsrum bliver hurtigt fyldt med spil, hobbyudstyr og legetøj. Gode opbevaringsløsninger som skabe, reoler eller opbevaringskasser gør det lettere at holde rummet organiseret og overskueligt. Mange vælger at opbygge en hel skabsvæg med skuffer og skabe. De giver afkald på ca. 0,5 m dybde i rummet, men til gengæld får de organiseret en masse ting, hvilket skaber bedre rammer for aktiviteterne. Hvis man også vil benytte rummet som gamerrum eller hjemmebio, så husk at få klargjort elinstallationer hertil, heriblandt installering af højtalere, dæmpbart lys m.m.
Robust indretning
Aktivitetsrum bruges ofte mere intensivt end andre rum i huset. Derfor bør materialer og møbler være robuste og kunne tåle slid. Gulve og overflader bør være lette at rengøre og modstandsdygtige over for daglig brug. Hvis man også vil have træningsudstyr i rummet, så kan man med fordel opdele rummet i zoner, og fx udlægge gummimåtter i træningsområdet.
Fleksibel anvendelse
Behov og aktiviteter ændrer sig over tid. Det kan være fra leg med legetøj, bordfodbold, hobbyprojekter og gaming til yoga, strik, guitar og meget andet. Derfor fungerer rummet bedst med en fleksibel indretning, hvor møbler og zoner kan tilpasses efter behov. Sørg derfor for at eventuel fast inventar er velovervejet ift. jeres nuværende behov samt jeres fremtidige behov.
Sådan bør du indrette dit viktualierum / spisekammer
Overskueligt viktualierum
Et viktualierum er en ekstra luksus, som kan være værd at overveje. Når tørvarer, konserves, drikkevarer og andre dagligvarer samles ét sted, bliver det langt lettere at skabe overblik og holde orden i køkkenet. Se vores anbefalinger i det følgende.
Forbundet med køkkenet
Et viktualierum fungerer bedst, når det ligger i direkte forbindelse med køkkenet. Det gør det nemt at hente mad og ingredienser under madlavning, samt hurtigt sætte varer på plads efter indkøb. Man kan fx. vælge at skjule viktualierummet bagved køkkenet, så man tilgår det via en højskabslåge med funktion som en svingdør.
Dimensioner
Hylder er ofte den mest effektive løsning i et viktualierum. De giver et godt overblik over madvarer og gør det nemt at finde det, man leder efter. Samtidig bør hylderne have en passende dybde, så dåser, glas og pakker ikke gemmer sig bag hinanden. Vi anbefaler en varierende dybde mellem de øverste og de nederste hylder, for at skabe et bedre overblik. De øverste hylder bør være mellem 25-35 cm dybe, hvorimod de nederste hylder bør være 40-50 cm dybe. Højdeafstanden mellem hylderne bør være mellem 30-40 cm.
Udnyttelse i højden
Opbevaring fra gulv til loft kan være en god måde at udnytte pladsen optimalt. De mest brugte varer kan placeres i den midterste del, mens sjældnere brugte ting kan opbevares højere eller lavere i rummet. Man kan eventuelt indtænke plads til en skammel, hvis reolerne bliver for høje. Husk desuden at vælge reoler af god kvalitet, da hylderen skal bære mange kg. Af samme årsag skal reolerne også fastgøres i væggen, så ikke de kan vælte ned over jer.
Nye indkøbsmuligheder
Et viktualierum kan også bruges til større ting som drikkevarekasser, køkkenmaskiner eller ekstra lager af husholdningsartikler. Det kan være genialt hvis man vil handle ind til flere måneder eller til større begivenheder som fx jul, nytår, sommerfester og lignende. Man kan med fordel planlægge noget bordplads eller dybere hylder, samt gulvplads til større genstande.
Temperatur og indeklima
Madvarer holder sig bedst i et køligt og stabilt miljø. Man anbefaler at et viktualierum tempereres omkring 8°C – 15°C, og derfor bør rummet placeres et sted i boligen, hvor temperaturen ikke bliver for høj. Rummet bør være mørkt og termostatstyret ventilation er en væsentlig faktor, for at undgå fugt og dårlig luft i rummet.
Placer helst rummet mod nord, undgå at føre gulvvarme ind i rummet og isoler væggene, så rummet forbliver køligere end resten af boligen.
Overblik og system
Et godt viktualierum gør det let at holde styr på familiens madvarer. Når hylder og opbevaring er organiseret efter type eller funktion, bliver det lettere at se, hvad man har på lager, og undgå at købe unødvendige dubletter. Sæt labels på hylder og glas, for at holde styr på alle madvarer og krydderier. Derved bliver det også hurtigere at finde de madvarer I skal bruge, og det sætter man pris på i en travl hverdag.
Sådan bør du indrette dit kontor
Det alsidige hjemmekontor
Et hjemmekontor er blevet en vigtig del af mange boliger. Det blev det særligt under Corona-epidemien, og siden da har det skabt ekstra frihed, da mange arbejdspladser nu tillader hjemmearbejde i større grad. Et godt kontor handler i høj grad om arbejdsro, funktionalitet og gode arbejdsforhold. Se vores anbefalinger i det følgende.
Placering i huset
Kontoret fungerer bedst, når det ligger et sted i boligen med begrænset gennemgang og støj. Placering væk fra køkkenalrum eller andre opholdsrum kan gøre det lettere at arbejde koncentreret og holde fokus. Oftest giver det mening at placere kontoret nær soveværelset, som typisk også er afskåret fra boligens fællesrum.
Gode arbejdsforhold
Skrivebord og arbejdsplads bør planlægges med tilstrækkelig bordplads til computer, skærm og arbejdsopgaver. Samtidig er en god stol og en behagelig arbejdsstilling vigtig, især hvis rummet bruges mange timer om dagen. Sørg derfor for at der er plads til det rette skrivebord og den rette stol, både i bredde-, længde- og højderetningen. Hav desuden fokus på et godt luftskifte på kontoret, da det fremmer koncentrationsevnen. Er kontoret orienteret mod syd eller vest, så kan det give mening at indtænke mekanisk ventilation i lokalet.
Fleksibel indretning og brug
Et kontor kan med fordel indrettes, så det også kan bruges til andre formål. Det kan være gæsteværelse, hobbyrum eller lektierum for børnene. Fleksible møbler eller ekstra gulvplads kan gøre rummet mere alsidigt. Mange placerer en sovesofa, da det ikke optager så meget plads i rummet i de perioder hvor det benyttes som kontor. Kontroller dog at der er plads til en udslået sovesofa, uden at det bliver alt for trangt.
Digital og analog
Vi arbejder nærmest alle digitalt, i større eller mindre omfang. Derfor er en computer, skærm, tastatur og mus som regel minimumskrav på hjemmekontoret. Dertil kan I overveje om der er behov for en printer, skuffedarium og lignende. Hvis der i øvrigt er langt til husets router, så kan det give mening at indtænke wifi-forstærker på kontoret.
Hvis I har behov for et whiteboard, blackboard eller en stor opslagstavle, så husk at indtænk dette når I placerer vinduer i kontoret. Man kan let komme til at begrænse mulighederne for væghængt inventar.
Den rette belysning
Arbejdslys er vigtigt for komfort og koncentration. Dagslys fra vinduer er en fordel, men bør suppleres med god kunstig belysning ved skrivebordet, så man kan arbejde behageligt hele dagen. Overvej hvor I vil sidde, både ift. eventuelt udsyn til haven, samt for at reducere lysgener direkte i computerskærmen.
Sådan bør du indrette dit gæsteværelse
Et hyggeligt gæsteværelse
Et gæsteværelse giver mulighed for at tage imod familie og venner på en komfortabel måde. Samtidig kan rummet fungere som en fleksibel del af boligen, når der ikke er overnattende gæster. Se vores anbefalinger i det følgende.
Soveplads
Det vigtigste i et gæsteværelse er naturligvis en komfortabel seng. En god madras og ordentligt sengetøj gør en stor forskel for dine gæsters søvn og oplevelse af rummet. Hvis pladsen er begrænset, kan en sovesofa eller en gæsteseng også være en praktisk løsning, men ofte medvirker det en forringet komfort.
Rolig og hyggelig indretning
Et gæsteværelse fungerer bedst med en rolig og afslappet indretning. Lyse farver, bløde tekstiler og få møbler kan skabe en behagelig atmosfære. Formålet er at give gæsterne et sted, hvor de kan slappe af og føle sig hjemme. Små pynteting, planter og duftlys er små detaljer som gør en stor forskel for den samlede oplevelse af rummet.
Plads til bagage og tøj
Dine gæster bør have mulighed for at lægge deres bagage til side samt hænge lidt tøj op. Et lille skab, nogle knager eller en bagagebænk kan være en stor hjælp, især hvis gæsterne overnatter flere dage. Det kan også være belejligt med en stol i hjørnet af lokalet, til aflægning af tøj når dagen er omme. Indtænker man alt dette, så er det straks lettere at vurdere jeres behov ift. gæsteværelsets størrelse og udformning.
Den rette belysning
Typisk vil et gæsteværelse primært være i brug i nattetimerne, samt morgen og aften. Derfor bør I både tænke over vinduer, gardiner og forskellige lyskilder. Belysning er med til at skabe hygge i rummet. En kombination af loftlys og en sengelampe giver både praktisk lys og en mere behagelig stemning om aftenen.
De små detaljer
Et gæsteværelse kan nærmest sammenlignes med et hotelværelse. Bliver det for billigt og for enkelt, så bliver det upersonligt og kedeligt. Små ting kan gøre gæsteværelset mere indbydende. Et tæppe, en pude, en plante eller et billede på væggen kan give rummet en mere personlig og varm atmosfære.
Fleksibel brug af rummet
Når der ikke er gæster, kan rummet bruges til andre formål, eksempelvis kontor, hobbyrum, læserum eller lignende. Med en fleksibel indretning kan gæsteværelset derfor blive et nyttigt rum i boligen året rundt, så ikke man spilder de kvadratmeter.
Få hjælp til familiens vigtigste kapitel
Book gratis rådgivningsmøde
Vi omdanner jeres drømme og ønsker til et konkret projekt, og sikrer jer byggetilladelse